Københavns nye tryghedsvagter kan spotte, når det er ved gå helt galt. Og det gjorde det lige efter midnat

Blandt sporadiske pøle af opkast og urin, folk der har hentet kyllingespyd til turen hjem, og andre hvis bytur kun lige er startet, sidder en ung kvinde på en bænk ude foran 7-Eleven. Hendes øjne er lukkede og hun læner sin let svajende krop på sin hånd, mens hendes veninde sidder med armen om hende. Veninden kigger stift ud i luften, mens hun forsøger at ringe efter hjælp. Hun er bange for, at nogen har puttet stoffer i venindens drink, fortæller hun, da de to uniformerede mænd har skåret vej igennem kødranden af mennesker, der går i – og omkring krydset ved Gammel Torv i det indre København. Det er Johnni Christiansen på 46 år og Haroom Iqbal på 27, der i aften- og nattetimerne trækker i den grå uniform påtrykt »Kommunal tryghedsvagt« på bryst og ryg. Som en del af et tre år langt forsøgsprojekt i København, går makkerparret rundt mellem onsdag og lørdag fra klokken 18 til 02 og forsøger at gøre det tryggere at færdes som ungt menneske i det pulserende natteliv. Berlingske var med på deres efterhånden vanlige rute i det indre København på en af de sidste lune sommernætter. Johnni Christiansen er særligt vant i uniform med sin fortid som politimand. I dagtimerne, hvor han afdelingsleder i et pædagogisk tilbud for unge i en kommune i Nordsjælland, er uniformen dog lagt på hylden. Netop erfaringen med mennesker er et krav for tryghedsvagter ud over en gennemført udvidet vagtuddannelse eller forhåndsgodkendelse. Makkeren, Haroom Iqbal har taget vagtuddannelsen og arbejder også som støjvagt ved siden af. Nyligt opstartet Forsøgsordningen har nu været en del af det københavnske natteliv i halvanden måned, og ifølge enhedschef i Teknik- og Miljøforvaltningen, Sine Nyhold Jochumsens, har det indtil videre været en succes. »Tryghedsvagterne er blevet taget utrolig godt imod – både af restauratører, dørmænd på natklubberne og folk i nattelivet. De kommer hen og siger hej og vil lige anerkendes,« fortæller hun. Fra den 1. oktober bliver indsatsen bredt ud til Nørrebro, hvor tryghedsvagterne vil kunne findes i de senere nattetimer fra klokken 22 og frem til 04 om morgenen. Her forventer Sine Nyhold Jochumsen også, at tryghedsvagterne vil få mere travlt, end de har Indre By. »Der er ikke andre nattelivsindsatser på Nørrebro lige nu, så jeg forestiller mig, at der vil være mere at se til, når der ikke er andre lignende instanser, man kan ringe til efter assistance« vurderer hun. Enhedschefen forestiller sig derfor også, at de andre tryghedsskabende aktører i nattelivet vil følge med til Nørrebro, når tryghedsvagterne får vanlig gang derude. Bindeled mellem unge og myndigheder Johnni Christiansen lægger forsigtigt en hånd på den påvirkede kvindes skulder og spørger: »Er du okay? Har du brug for hjælp?« Hurtigt fordeler et rollemønster sig. Haroom Iqbal sætter sig på hug for at tale med veninden om, hvordan aftenen er forløbet, og om, hvor meget de har drukket. Han får også kortvarigt kontakt til den stærkt påvirkede kvinde, som dog får fremsnøvlet sit navn. Imens har Johnni Christiansen trukket sig lidt væk fra menneskemængden, for at ringe efter en anden af Københavns nattelivsindsatser, Natteværterne. De har nemlig modgift på sig til situationer som denne. Den tidligere politimand har en notorisk autoritær fremtoning, men han er særligt alvorlig i ansigtet, mens han forsøger at koordinere med Natteværterne via telefonen. De to tryghedsvagter lader sig ikke distrahere af den grå Rolls-Royce der kommer accelererende om hjørnet med nedrullede ruder og bragende høj musik, eller de første 30 unge mennesker, der står omkring dem. Nogle er nysgerrige på, hvad der foregår, mens andre bare er på vej til og fra natklubberne og barerne, der ligger dør om dør i området. Selvom en del af formålet med tryghedsvagterne er at »reducere støj og gener fra nattelivsgæster i det offentlige rum«, er det ifølge makkerparret deres reelle kerneopgave at passe på de unge i nattelivet. Det gør de tit ved at samarbejde med andre nattelivsaktører som Natteværterne. Beføjelser – eller manglen på samme Tryghedsvagterne har reelt ikke flere beføjelser end den menige borger. Hverken Johnni Christiansen eller Haroom Iqbal bærer bodycams, som er kameraer, man måske kender fra kontrollører i offentlig transport. De bærer ikke våben og kan ikke udstede bøder. De har ikke været nødt til at tilkalde politiet endnu, og de trækker begge lidt på smilebåndet, da samtalen falder på muligheden til at anvende hunde. I deres jobbeskrivelse står der, at de må: Bede personer, der forstyrrer den offentlige orden på steder »med almindelig adgang« om at stoppe den forstyrrende adfærd. Sker det ikke, kan de tilkalde politiet. Fotografere og filme personer, der befinder sig på steder »med almindelig adgang«, for at dokumentere forstyrrelser af den offentlige orden eller andre strafbare forhold. Her har de en hotline til politiet. Anvende hunde, hvis politiet giver særlig tilladelse. De kan ikke umiddelbart se, hvornår hunde skulle bruges. »Størstedelen af vores tid bliver jo brugt på at passe på unge mennesker, der ikke kan tage vare på sig selv,« fortæller Johnni Christiansen. Johnni Christiansen sammenligner med sin tid i politiet, hvor han både kunne give bøder, bære våben og i alle henseender havde mere magt. »Jeg kan rigtig godt lide den her form for konfliktnedtrappende og dialogbaseret arbejde,« siger han og tilføjer: »Jeg er bange for, at incitamentet til at gå i dialog og skabe ro ikke ville være lige så stort, hvis man bare kunne give bøder.« Haroom Iqbal følger op, kort og kontant: »Vi er her jo for at hjælpe folk, ikke for at give dem bøder.« Mere end bare grå uniformer Imens vagterne venter på assistance, kommer en gruppe af fire unge drenge over til Johnni Christiansen. »Kommunal tryghedsvagt,« læser den ene op fra Johnni Christiansens tryk på brystet. »Hvor er I på vej hen, drenge?« spørger Johnni Christiansen. »Vi har ikke nogen plan,« svarer den ene dreng med blå, åbenstående skjorte og tilbagesmurt hår. »Det er en fejl. Man skal altid have en A-, B-, og en C-plan,« svarer tryghedsvagten og læner sig hurtigt ind i jargonen. »Plan A er, at vi skal lave damer, plan B er, at vi skal lave damer, og plan C er, at vi skal lave flere damer,« konstaterer den unge dreng så. Johnni Christiansen forklarer, at det netop er den type vennegrupper, der tit henvender sig til ham og hans makker, når de bevæger sig rundt i nattelivet. Og selvom det kan virke, som om det er i sjov, tolker Johnni det også, som om det er en måde at »tjekke ind på«. »Det kan jo godt være, at de står og taler om at score damer, men vi får jo etableret en form for kontakt. Så de ved, at vi findes, og at man kan hive fat i os, hvis der er noget,« forklarer han. Den joviale samtale varer heller ikke meget længere, før Natteværterne ankommer til den unge kvinde, hvis søster og veninder også er kommet til stedet i mellemtiden. Da der er blevet sagt god for, at de »har den herfra«, er Johnni Christiansens og Haroom Iqbals opgave her klaret. Herefter bevæger de to grå rygge sig videre ud i natten med øjnene rettet mod de unge mennesker, som de passerer i Københavns gader. I weekenden er tryghedsvagterne ude igen. https://www.berlingske.dk/indland/koebenhavns-nye-tryghedsvagter-kan-spotte-naar-det-er-ved-gaa-helt-galt-og